Gå til hovedindhold
  • En farmaceut skulle førhen kende smagen og lugten af varerne på apoteket - lige fra enebær til stryknin. Foto: Pixabay
    En farmaceut skulle førhen kende smagen og lugten af varerne på apoteket - lige fra enebær til stryknin. Foto: Pixabay

Du er her

Smags- og lugtesansen som analyseredskaber

En god forklaring Smag og lugt blev førhen brugt til at identificere kemiske stoffer, og en farmaceut skulle kunne kende sine præparater på smagen og lugten - også de giftige.

Identifikation og undersøgelse af stoffers renhed foregår i dag ved hjælp af sofistikerede spektroskopiske metoder. På samme måde stilles en lang række medicinske diagnoser ved hjælp af spektroskopiske og kromatografiske analyser af bl.a. blodprøver.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. Man skal ikke så langt tilbage i tiden for at finde eksempler på, at smag og lugt blev inddraget i dette arbejde.

I farmakopeerne Pharmacopea Danica, som er en oversigt over de såkaldte officinelle lægemidler, der skulle findes på ethvert apotek, var der for kemikalier, droger og præparater anført udseende, lugt og smag, hvor dette var relevant, idet viden om de på apotekerne forekommende varer var af væsentlig betydning for sikkerheden i det daglige arbejde. Sådanne oplysninger findes i begge de sidste danske farmakopeer fra 1933 og 1948.

"Opium lugter stærkt og ejendommeligt"

Man kan derfor finde følgende beskrivelser i de to farmakopeer. Man kan se, at der selv for meget giftige stoffer som stryknin er angivet hvordan de smager:

Timianolie: Gullig væske, der lugter stærkt af thymol og smager aromatisk, vedholdende brændende.

Perubalsam: Tyktflydende og sortbrun, lugter vaniljeagtigt, smager aromatisk-skarpt, brændende og noget bittert.

Codein: Farveløse krystaller uden lugt, smager bittert.

Enebær: Lugter aromatisk, smager sødligt, derefter aromatisk-bittert.

Magnesiumsulfat: Farveløse små krystaller af en bitter og salt smag.

Mælkesukker: Hvidt pulver med mild sød smag.

Strykninnitrat: Farveløse, glinsende, nåleformede krystaller, den vandige opløsning smager selv i stærk fortynding bittert.

Opium: Lugter stærkt og ejendommeligt, smager meget bittert

Natriumiodid: Hvidt krystallinsk pulver med salt og bitter smag.

Mercuriiodid: Skarlagensrødt pulver, der er uden lugt og smag.

Ferrichlorid: Gulbrune krystaller, der i opløsning smager surt metalagtigt og sammensnerpende.

Farmaceuter skulle kende smagen

Der indgik derfor i farmaceutuddannelsen indtil 1970'erne en praktisk prøve i varekendskab, hvor eksaminanderne skulle identificere et udvalg af kemikalier, droger og præparater ved en sansekontrol, der indbefattede en smagskontrol. Pensum omfattede i 1950'erne og 1960'erne omkring 500 varer.

Som man kan se af ovenstående, var smagsbeskrivelserne ikke særlig detaljerede og tillod ikke alene en sikker bestemmelse af et stof. Langt mere specifik er lugtesansen, som tillader den trænede næse direkte at identificere en lang række af stoffer. Lugtesansen er så specifik, at den kan identificere såkaldte optisk isomerer; det er forbindelser, som er identiske i alle egenskaber bortset fra deres drejning af det polariserede lys. Stoffet carvon er et sådant stof; den form, der drejer det polariserede lys til venstre, lugter således som krusemynte, medens den form, der drejer lyset til højre, lugter som kommen.

Lægen smagte på patientens urin

Smagen har også været brugt i lægevidenskaben til diagnosticering, men kun i meget begrænset omfang.

Op til at den tyske kemiker Hermann von Fehling i 1850 opfandt sit reagens, Fehlings reagens, til påvisning af kulhydrater, var det almindeligt, at lægen ved mistanke om sukkersyge dyppede en finger i patientens urin og tog en dråbe på tungen for at smage, om urinen smagte sødt.