Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Charlotte Holm Brodersen og hendes mor i køkkenet. Privatfoto.
    Charlotte Holm Brodersen og hendes mor i køkkenet. Privatfoto.

Du er her

Smagsambassadør Charlottes mors brændte mandler

Søger...

Opskrift For smagsambassadør Charlotte Holm Brodersen bliver det ikke rigtig jul, før hun og hendes mor har lavet brændte mandler. Som regel laver de mindst dobbelt portion af nedenstående opskrift.

Julens lækkerier knaser i ørerne, og i december er det ofte også sådan, at vi forbinder en bestemt smag eller duft med jul. Når den opstår, synes vi, at det er rigtig jul.

For smagsambassadør Charlotte Holm Brodersen er det duften af brændte mandler, der for alvor skruer op for julestemningen. Hun og hendes mor har gjort det til en fast årlig tradition at lave brændte mandler - mindst en dobbelt portion af nedenstående opskrift, for ellers bliver de spist længe inden juleaften. 

Opskriften fra Charlotte og hendes mor er følgende:

Forarbejde: 10 minutter

Tilberedning: 30 minutter (uden afkølingstid)

Ingredienser:

150 g (3 dl) flormelis

100 g (2 dl) mandler

0,5 dl vand

Smagsneutral olie

Fremgangsmåde:

Mandlerne gnides godt i køkkenrulle og hældes i en tykbundet gryde med vand og flormelis. Bring det i kog og rør hele tiden i mandlerne med en træske.

Når alt vandet er fordampet, er mandlerne dækket af et gråt, tørt lag sukker.

Man skal blive ved med at røre, til sukkeret atter smelter (gryden må ikke tages fra varmen) og sætter sig som et blankt overtræk om mandlerne.

Når alle mandlerne er blanke og gyldenbrune, hældes de ud på en plade, der er smurt med olie. Pil mandlerne fra hinanden med det samme med to gafler.

Lad mandlerne blive helt kolde, før man lægger dem i en dåse eller et glas med tætsluttende låg.

Omtalt i artiklen

Cand.scient. i Fødevareinnovation og Sundhed

Charlotte Holm Brodersen er smagsambassadør og legatmodtager i Smag for Livet. Hendes projekt ”Kit til madkundskabsundervisning” bidrager til madkundskabsundervisningen med et kit og undervisningsmidler, der fremmer kreativ og innovativ læring gennem mad og smag.

Charlotte blev i november 2015 udnævnt til smagsambassadør i Smag for Livet.