Hvorfor ser jeg rødt, når folk med lige dele begejstring og forargelse i stemmen tilslutter sig den normative, moraliserende og i den grad ensidige fremstilling af mad, sundhed og dyrevelfærd, som vi har set det i fx Super Size Me (Morgan Spurlock, 2004), Fat, Sick & Nearly Dead (Joe Cross & Kurt Engfehr, 2011) og American Meat (Graham Meriwether, 2013)?
Det er jo ikke fordi, jeg tror, at McDonald’s mad er sundt og nærende, eller at friskpresset grønsagsjuice er usundt, eller at dyrevelfærd og miljøhensyn ikke er vigtigt. Altså, er det ikke fordi, jeg ikke tilslutter mig det overordnede argument i de forskellige film.
Det er derimod formen og ensidigheden i fremstillingen, der gør mig så træt! Mine børn (på 9 og 11 år) derimod er fyr og flamme og sidder klistret til skærmen, når de amerikanske floskler og docerende anvisninger bliver serveret – velanrettet og let fordøjelige, OG DÉT er lige præcist problemet: argumenterne i den slags film er kogt helt ud. Her er absolut intet tilbage at tygge i.
De fortærskede pointer; at det er usundt at leve af McDonald’s mad eller at kødproduktion er hårdt for miljøet skæres ud i pap, så ingen sidder tilbage med den mindste tvivl. Den morale, som disse dokumentarfilm lægger op til, er styret i én meget tydelig retning: refleksion er ikke nødvendig – kun indignation som ekko af de ensporede ræsonnementer.
Det er bedrøveligt, fordi den her form for kommunikation udviser en lav grad af tiltro til seeren og dennes kompetencer til selv at komme frem til en slutning, og skabe sig en smag for (mad)dokumentarfilm.
Omtalt i artiklen
Stinne Gunder Strøm Krogager er medieforsker og lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet. Hun arbejder med mediebrug, særligt i forhold til mad- og hverdagspraksis.
I Smag for Livet undersøger hun, hvordan børn approprierer, kopierer og forhandler mediemadens modeller for smag og køn, samt deres fornemmelse for de æstetiske koder, som både køn og smag formidles igennem.
Tilføj kommentar