Gå til hovedindhold
  • Foto: Pixabay
    Foto: Pixabay

Du er her

Gastronationalisme i det moderne Frankrig

En god forklaring Forsker i madkultur Jonatan Leer giver eksempler på, hvordan gastronationalisme kommer til udtryk i det moderne Frankrig.

D. 18. juni 2010 blev der inviteret til åben apéritif på gaden i det parisiske kvarter La goutte d’or i det 18. arrondissement. Det virker jo umiddelbart som et meget hyggeligt og fællesskabsgenerende tiltag. Det var dog en særlig form for sammenhørighed, der skulle genereres.  Det var en af de såkaldte ”apéro pinard-saucisson”, som ultrahøjreorienterede kræfter lancerede en stribevis af over hele Frankrig. De var åbne for alle, men der blev udelukkende serveret vin og svinepølse, og således var det fælles bord ikke åbent for alle, men kun for de ”ægte” franskmænd. Jøder og ikke mindst muslimer var ikke tiltænkt en plads ved dette bord. Tværtimod skulle menuen netop fungerer ekskluderende i forhold til disse ”uægte” franskmænd.

Eventens provokerende karakter blev bestyrket af det faktum, at den blev holdt i et kvarter med mange beboere med muslimsk baggrund og endda på en fredag, den muslimske helligdag. Det er dog ikke kun stor symbolsk værdi i valg af ugedag, men også i valg af dato. D. 18. juni 1940 opfordrede Charles de Gaulle i sin første radiotale fra London franskmændene til at finde våbnene frem og tage kampen op med den tyske besættelsesmagt. Med den omtalte apéritif opfordrede den ydre franske højrefløj 70 år senere franskmændene til at finde svinepølsen og vinglasset frem og tage kampen op mod den ”muslimske besættelse” af Frankrig. Herved kobles den ædle kamp mod nazisterne på liden subtil vis med denne højrefløjs aktuelle kamp mod indvandring og multikulturalisme. Tallerkenen var en af de kampladser, hvor slaget skulle stå.

Dette eksempel er et skoleeksempel på det, man i forskningen kalder gastronationalisme. Ved gastronationalisme forstås groft sagt madpraksisser, som bruges til at fremsætte en bestemt fortælling om nationen, der ofte tegner tydelige grænser op; både eksternt i forholdet til andre lande, men også internt i forhold til, hvem der ”hører til” nationen, og hvem der ikke ”hører til”.

Eksemplet fra Goutte d’or er også diskuteret i bogen La république et le cochon (2013). Heri argumenterer den franske historiker Pierre Birnbaum for, at svinet har fungeret som et centralt symbol for den franske nation fra dens fødsel. Oplysningsfilosoffer som Voltaire diskuterede indædt om jøderne kunne betragtes som rigtige borgere, når de nu ikke spiste svin, der var en hjørnesten i nationens køkken. Svinet har altså fungeret til at definere de rigtige og mindre rigtige medborgere igennem hele republikkens historie. På det seneste har svinet dog primært været brugt som symbolsk markering af en truet nationalidentitet i globaliseringens tidsalder. Denne type nationalistiske diskurser har i det sidste årti fået en opblomstring i Frankrig og generelt i Europa – ikke mindst siden finanskrisen, hvor Europas faldende magtposition blev udstillet.

Den franske madkultur bliver således et nationalistisk instrument og et herligt konkret instrument, som alle kan forholde sig til. Kun få steder bliver forskelle og fordomme så tydelige som i madkulturen. Det er dog ikke kun svinet, der spændes for denne vogn. I bogen Notre gastronomie est une culture (2011) fremhæves franskmændenes særlige konvivialitet – ”med-leven” omkring måltidet eller måltidskultur – som et unikt karaktertræk, som kun franskmænd besidder. Bogen er skrevet af historiker Francis Chevrier, der anses for at være en af bagmændene bag den politiske proces for at få Le repas gastronomique des Français optaget som det første køkken i UNESCOs immaterielle kulturarv. For Chevrier afspejler den raffinerede franske model med at servere flere retter efter hinanden også, at Frankrig er længere fremme i den civilisationsmæssige evolution end mange andre kulturer. I Asien og Mellemøsten smækker man fx ifølge Chevrier det hele på bordet på en gang, som man gjorde i Frankrig for 200 år siden. Disse lande og deres køkkener fremstilles som tilbagestående i forhold til Frankrig. Således er den unikke franske madkultur ifølge Chevrier både en national tradition og et udtryk for modernitet, som adskiller det fra mere ”primitive” kulturer.

Bogen bliver for en forsker i madkultur næsten komisk qua de mange groteske udsagn så som det overstående, men også idéen om at kun den franske madkultur er en kultur, mens resten af verden kun spiser for at overleve og ikke har ritualer og traditioner i forhold til mad, virker vanvittige. Endvidere rummer Chevriers hierarki mellem det raffinerede franske måltid og den ”barbariske” mad fra Mellemøsten en mærkværdig form for gastroracisme, som gør det klart, at de fem millioner muslimer, der bor i Frankrig, ikke er en del af hans forestilling om det nationale fællesskab – ej heller anses de på nogen måde for at have bidraget til landets madkultur.

For Chevrier er den franske madkultur altså en samlende faktor, der opløser klassemæssige og regionale forskelle i hvert fald blandt hvide franskemænd. Denne pointe er dog også yderst kontroversiel, og er blevet imod sagt af mange – ikke mindst den store franske sociolog Pierre Bourdieu, som mente, at madkulturen var et af de steder, hvor de klassemæssige forskelle i det franske samfund blev udbygget og forstærket. Overklassen spiser elegant og let mad, mens underklassen spiser jævn og tung mad. Begge klasser anser dog deres idealer som det rigtige og bruger disse smagsidealer til at bekræfte fordomme om hinanden. Overklassen ser ned på underklassens simple mad og tolker den som et tegn på deres primitivitet og underlegenhed, mens underklasse ser overklassens sofistikerede madvaner som et udtryk for deres overfladiske og snobbede livsindstilling. Som Bourdieu formulerer det: ”smag klassificerer og klassificerer den, der klassificerer”.

Således er der god grund til at være kritisk over for de franske gastronationalistiske myter (såvel som de danske, vi har masser af lignende eksempler på gastronationalisme her i landet - seneste med ”frikadellegate” i Randers, men lad os ikke glemme flæske-Dans nationalret). En måde at udfordre disse myter på er at spørge, hvad folk rent faktisk spiser. Her bliver det tydeligt, at madkulturen er en dynamisk størrelse, som ikke afspejler de romantiserede forestillinger om den klasseløse franskmand, som dagligt går på markedet med baskerhue og baguette under armen. De mange indvandrere i Frankrig har i høj grad bidraget til og defineret den aktuelle franske madkultur. Det, der spises mest i Frankrig, er nemlig pasta - skarpt forfulgt af nordafrikanske retter som couscous og tabouleh.

Så glem alt om Canard à l’orange som den franske nationalret. Det er snarere en tabouleh à l’orange! Bon appétit.

Omtalt i artiklen

Postdoc, ph.d. - Mag.art.

Jonatan Leer er postdoc på DPU, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet under Smag for Livet i hovedområde 1: Læring.

Jonatan forsker i smagspædagogik og madkultur. Han er særligt optaget af koblingen mellem mad og maskulinitet, samt af kulturelle repræsentationer af smag og mad. For tiden er han særligt optaget af gastronationalisme og af smagsnostalgi.

Jonatan har forfattet ph.d.-afhandlingen Ma(d)skulinitet (2014) om maskulinitet i moderne europæiske madprogrammer. Endvidere har han publiceret adskillige artikler om madkultur og køn bl.a. Strange Culinary Encounters (Food, Culture and Society, 2015) og Madlavning som maskulin eskapisme (Norma: International Journal of Masculinity Studies, 2013). Jonatan er også redaktør af antologien Media Food, som udkommer i Ashgates Critical Food Studies-serie i 2016.

Jonatan har også forfattet mere end 50 populærvidenskabelige klummer om madkultur i bl.a. Magisterbladet og CO-Søfart, og han har en fortid som restaurantanmelder og kogekone.