Gå til hovedindhold

Du er her

Køkkentip: Lav dressinger der smager af mere

Køkkentip Her får du en guide til at få mest mulig smag frem i din dressing - og dine øvrige retter. Infografikkerne kan printes ud og hænges op i f.eks. madkundskabslokalet på en skole eller hjemme i køkkenet.

Du har måske prøvet det. At stå i køkkenet og bikse en hurtig dressing sammen for derefter fluks at hælde den over de spæde salater og grøntsager i skålen. Men når du så har sat dig til bords og fået den første mundfuld i munden, så mangler der alligevel et eller andet. Men hvad?

Tilsmagning af dine måltider er det sidste, men afgørende trin i madlavningen, som sikrer, at dit måltid efterlader dig både mæt og smagsmæssigt tilfredsstillet. Hvad enten det er dressingen til salaten, suppen eller en tredje ret, du sætter på bordet.

Lav dressinger så smagsløgene synger

Det er let at lave sine egne dressinger. Alt du behøver er et basis-arsenal af ingredienser i køkkenskabet, et par friske ingredienser fra supermarkedet og maksimalt fem minutter til at blande og smage til.

I infografikken her giver vi dig visuel inspiration til seks klassiske dressinger.

Grafikkerne er basale opskrifter med ingredienser og et forslag til mængdeangivelser, som du kan arbejde ud fra. Smag din dressing til, og vurdér om forholdet mellem smage og aromaer er, som du godt kan lide din dressing. Måske mangler der noget? Tænk i de fem grundsmage, og tilføj de smage der mangler eller er for svage.

 

Guide til dit smagskit i køkkenet

Måske er der ingredienser i opskrifterne, som du ikke har hjemme i køkkenskabet. Det er ikke altid nødvendigt at løbe ud og købe dem. Du har garanteret andre ingredienser i skuffer eller skabe, som du kan bytte ud med. Find inspiration til dit basis-smagskit i infografikken her, og bliv samtidig klog på, hvilke grundsmage de repræsenterer.

 

Grafikker til dit madkundskabslokale

Infografikkerne kan downloades fra menuen i højre side, printes ud i A3 eller større og hænges op som plakater i madkundskabslokalet på din skole.

I undervisningen kan grafikkerne danne grundlag for en eksperimenterende og sansende læring om tilsmagning i madlavningen. Først skal eleverne eller de studerende blive enige om fremgangsmåden for at lave dressingerne, og efterfølgende skal de smage og diskutere dressingens smag, om nogle grundsmage og aromaer er for dominerende eller for svage, og hvilke ingredienser de skal tilføje mere af, før dressingen smager dem godt.

 

Omtalt i artiklen

Projektmedarbejder

Maria Fast Lindegaard er projektmedarbejder på Ernærings- og Sundhedsuddannelsen ved Professionshøjskolen Absalon, Sorø.

Hun arbejder med at udvikle undervisningsmateriale til e-læring om smag og måltider.

Lektor, cand.brom.

Fokusområde: Håndværk

Birthe Kofoed Mortensen er koordinator på semesteret Fødevarer, måltider og produktion ved Professionshøjskolen Absalons Ernæring- og Sundhedsuddannelse.

Hun har erfaring fra både kvalitetskontrol og produktudvikling samt rådgivning om mad og måltider.