Når man kører gennem landet og får årstiden tæt på kroppen kan man have en madpakke med hjemmefra, men mange holder ind på rastepladserne og spiser her.
I december kan man købe flæskesteg og risalamande, men ellers er menuen næsten fri for sæsoner: Burgere, franske hotdogs, sandwich med ost og skinke eller kylling og bacon, smørrebrød, palæo-salater og kager, pommes frites og sodavand. Slikhylderne er fyldt med varer, der kan holde sig: chokolade, lakrids, blandet slik og alle slags pastiller og tyggegummi. Måske er der lidt frugt, som regel æbler og bananer året rundt.
Det er mad, der på én gang smager af for lidt og for meget, men som smager ens hver gang. Vi ved, hvad vi får. Vi kender kropsfornemmelsen, når vi spiser det.
De samme standardvarer kan man finde på supermarkedernes brødhylder, chips, slik, mel, gryn, mælk og ost m.m.
Frysediskene er ens året rundt og køddisken også, bortset fra mængden af ænder og flæskesteg i december. Færdigretterne er de samme i januar og juli, fiskeudvalget også.
Sæsonen viser sig i butikkens udsmykning ved indgangen (blomster, påskeæg, julepynt) og måske i ugens tilbud. Og så lidt i frugt- og grønt-afdelingen. Også her er der mange af de samme varer året rundt: æbler og kartofler fra skiftende steder på kloden, bananer, salat, løg, gulerødder, porrer, krydderurter, citroner osv.
I juni kommer jordbærrene og dufter, men de kan også fås til andre tider. Superfood-produkter som blåbær og andre bær er ens året rundt. Sæsonen i form af salathoveder, rosenkål, selleri, agurker og danske tomater, solbær, ribs og stikkelsbær fylder kun lidt i et gennemsnitligt supermarked, og kommer man som jeg på vestegnen af Jylland, fylder sæsonen ganske lidt. Det samme gør den i mange discountsupermarkeder.
De mest sæsonprægede butikker er de små udsalg ved vejene, hvor man kan købe nye kartofler, jordbær, persille, ærter, gulerødder og squash mm. Og de største velassorterede supermarkeder. Sæsonen har sin egen geografi, der er mest udbredt i de større byer, men mest fraværende og helt lokal ude langs med landevejene.
Omtalt i artiklen
Fokusområde: Læring
Karen Klitgaard Povlsen er lektor i medie- og kulturanalyse ved Institut for Æstetik og Kommunikation - Medievidenskab, Aarhus Universitet.
Hun forsker og er ekspert i børn og unges brug af medier i relation til mad.
Tilføj kommentar