Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Der løbes rundt for at finde to krydderurter der matcher.
    Der løbes rundt for at finde to krydderurter der matcher.

Du er her

Duftmemory i naturen

Søger...

Øvelse I dette spil skal I bruge syns- og lugtesansen til at finde frem til de matchende par. Spillet er ideelt at spille i sommerhuset, på stranden eller i haven.

I har måske prøvet det klassiske memoryspil med kort eller Smag for Livets duftmemory. I natur-duftmemory-udgaven placeres det, der skal findes og matches i par, under spande, som så placeres med bunden opad inden for et større eller mindre areal - det kan være haven, en skolegård, en boldbane, stranden eller en mark.  
Spillet kan varieres på mange måder. Her foreslår vi, at I bruger krydderurter eller spiselige, vilde planter.

I skal være en mindre gruppe fra 2 til 8 spillere pr. spil – der kan spilles en-mod-en eller hold-mod-hold. 

I skal bruge 14 spande eller bægre, 7 dufte i par á 2 stk. f.eks. 7x2 kviste af krydderurter fra haven eller vilde, spiselige urter. Inden I starter spillet, kan I snakke om, hvad urterne hedder og dufte til dem.

En, der ikke skal deltage, placerer urterne tilfældigt under spandene med mindst 15 meter mellem hver.

Spil 1: ”Flest rigtige vinder”

Her foregår spillet i par, en 'spiller' og en 'tjekker'. Spilleren er den person, som skal finde to matchende spande. Tjekkeren er den person, som skal kontrollere, om spandende matcher. I skiftes til at have tur.

  1. I går sammen to og to, så der er en spiller og en tjekker
  2. Spilleren udvælger en spand (kan fx pege på den). Både spiller og tjekker løber derhen, vender spanden, kigger på urten og dufter til bladene.
  3. Spilleren vælger sin spand nr. 2, og begge løber derhen og tjekker på samme måde som før.
  4. Hvis spilleren har ramt to spande med samme vilde urt, skal spilleren sige, hvad urten hedder - og svaret kontrolleres af tjekkeren. Mener I, svaret er rigtigt, tager I spandene hen til personen, der har placeret urterne, til den sidste kontrol.
  5. Er svaret korrekt, har I vundet 1 point, og de to spande tages ud af spillet.
  6. I fortsætter, til alle urter er parret og navngivet. Vinderen er den, som har flest point.


Spil 2: ”Hurtigst er bedst”

Her foregår spillet individuelt. Dette giver en lidt mere aktiv version, hvor alle er spillere samtidigt. Til denne version skal I også bruge en fløjte!

Spillet ledes og dømmes af en dommer, som står i den ene ende af banen med en fløjte:

Dommeren fløjter én gang, så spillet sættes i gang, og alle løber rundt til spandene samtidigt, kigger og dufter.

Når en spiller mener at kunne sætte to krydderurter rigtigt sammen, løber spilleren hen til dommeren, der fløjter to gange for at stoppe spillet.

Nu skal alle spillere stå stille, hvor de befinder sig, indtil dommeren har afgjort, om matchet er rigtigt.

Er dette tilfældet, får spilleren et point, spandene væltes, og dommeren går tilbage til sin plads og fløjter spillet i gang igen.

En spiller kan stoppe spillet forkert én gang uden konsekvens, anden gang det sker, går man ud af spillet.

God fornøjelse!

 

Er du lærer og kunne du godt tænke dig at lave denne aktivitet med dine elever, så klik dig ind på forløbet Smag for naturen fra vores samling af undervisningsmaterialer Fag med Smag