Da Lasse Schwartz var tilknyttet Smag for Livet, var han studerende i ernæring og sundhed på Professionshøjskolen Absalon og legatmodtager i Smag for Livet.
Lasse var en del af en projektgruppe, der sammen skabte projektet, EN SMAGSSAG, der fokuserede på, hvordan smag kunne bruges som et redskab i arbejdet med sundhedsfremme hos udviklingshæmmede borgere på bosteder. Gennem et workshopforløb på bosteder har projektgruppen afprøvet en række smagsforsøg for at skabe et billede af målgruppens muligheder og udfordringer i relation til at træffe begrundede fødevarevalg. Øvelserne tager udgangspunkt i sanserne og beboernes oplevelser og erfaringer. Projektgruppen arbejdede videre med flere faser af projektet for i sidste ende at præsentere et idékatalog i samarbejde med Landsforeningen LEV, som personale på bosteder og andre interesserede kunne bruge som inspiration i deres arbejde med borgernes kost og sundhed.
