Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Smagen af kærlighed
    Foto: Eva Rymann

Du er her

Smagsklummen: Smagen af kærlighed

Søger...

Blogs og klummer Hvordan smager kærlighed? Det ved otteårige Sisse, som antropolog Susanne Højlund har mødt.

Sisse på 8 år sidder og spiser sin morgenmad før hun skal i skole. Hun nyder det højlydt, og siger til sin mor: ”Det smager af kærlighed!”

Sisse har forstået det. Mad kan ikke kun smage sødt eller surt, salt eller bittert. Det kan også smage af kærlighed. Men for at forstå hvordan kærlighedssmagen opstår, er man nødt til at forstå hvad morgenmad ellers betyder for Sisse. Sagen er, at hun var blevet lidt træt af at spise havregryn med mælk hver morgen, og det endte ofte med, at hun kom i skole uden rigtigt at have spist noget. Morgenmad var kedeligt, syntes hun.

Flere af de børn, jeg har interviewet i mit nuværende forskningsprojekt om børn og smag, er enige med Sisse. Morgenmaden er det mest kedelige, for som Simon fra 6. klasse udtrykte det:

”Til morgen får man mest det samme. Det bliver lidt ensformigt. Jeg kan bedst lide aftensmaden. Der får man varm mad, og sådan forskellige retter.”

Også det er et udsagn, der er gået igen, når jeg har spurgt børnene, hvornår på dagen maden smager bedst. ”Om aftenen”, svarer de alle. Med forskellige begrundelser. Fordi familien sidder sammen, fordi maden er varm, fordi man kan få lov at bestemme eller at hjælpe.  Fordi man er sulten efter sport eller skole. Fordi der bliver serveret noget forskelligt og tit noget, man kan vælge imellem som f.eks. kød, grøntsager, salat og brød.

Hjemme hos Sisse havde de snakket om, hvad hun gerne ville have til morgenmad i stedet for havregryn. Sisse svarede, at bare hun kunne få lasagne…Jamen, hvorfor ikke?

Sisse og mor lavede en stor portion lasagne til fryseren. Den kommer på bordet, når der skal lidt afveksling til. Og når mor bryder alle normer og hun og Sisse giver sig til at lave lasagne til morgenbordet: Så er det, at smagen af kærlighed opstår.

Omtalt i artiklen

Antropolog, lektor, ph.d.

Susanne Højlund er lektor i antropologi ved Institut for Kultur og Samfund - Antropologi og Etnografi på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med emnet smag i antropologisk madforskning.

I Smag for Livet undersøger og formidler hun bl.a., hvordan børn skaber og deler viden om smag, samt en række spørgsmål om smag og bæredygtighed.

Susanne Højlund er også hovedkraften og idekvinden bag det internationale symposium Creative Tastebuds, som fandt sted første gang på Aarhus Teater i september 2017. Creative Tastebuds gentages i maj 2021 på Maltfabrikken i Ebeltoft, denne gang med fokus på smag og bæredygtighed.