Risengrød og brun sovs. To vidt forskellige elementer af julemaden, men med én ting til fælles: cremethed.
Cremethed smager og føles nærmest som det modsatte af astringens, nemlig jævnt, glat og fløjlsagtigt. Blødt, behageligt og ønskværdigt.
Vi kan næsten ikke få nok af den cremede fornemmelse i munden. Og det har gastrofysikken mulig forklaring på:
Cremet er fedt
Cremethed afhænger af hvor viskøs, dvs. tyktflydende, maden er. Og fedt fungerer særligt godt til at give cremethed. Lagt sammen betyder det, at vi som urmennesker lærte at kunne lide det cremede, fordi det er et indirekte tegn på, at maden er rig på kalorier.
Især fede mejeriprodukter føles cremede. Det skyldes formentlig, at fedtstofferne her ligger i små kugler, der nærmest er at sammenligne med kuglelejer, når de triller hen ad tungen.
Et cremet og fedtholdigt mejeriprodukt, de fleste elsker, selv når de har spist sig mætte i hovedretten, er flødeis.
Flødeis er cremet, når blot der ikke er iskrystaller i. Følesansen i munden kan nemlig mærke partikler så små som en hundrededel af en millimeter. Hvis isen skal være helt blød og cremet, må der således ikke være iskrystaller til stede, som er større end det.
Fedt giver dog kun cremethed i de rette mængder. Bliver risengrøden eller sovsen for tynd eller for tyk, føles den ikke længere cremet. Den kan derimod blive henholdsvis vandet eller fedtet.
Farve, smag og duft kan gøre noget mere cremet
Vores oplevelse af om noget er cremet, afhænger af mere end mundfølelse. Lugt, smag og udseende kan være lige så afgørende.
Flødeagtig farve og mælket smag er således blandt de vigtigste ophav til en cremet smagsoplevelse; fx oplever vi en mat og lys karamel som mere cremet end en blank og mørk. Også duften kan spille med, som duften af vanilje, der forstærker fornemmelsen af det cremede.