Bitter smag giver kant ligesom syre og balancerer sødme, salt, cremede og fede elementer.
Den bitre smag opleves ofte som eftersmag. Bitter smag ligger tit i baggrunden af et smagsbillede og er med til at danne helheden af den samlede smagsoplevelse.
Der er meget stor forskel på, hvor tydeligt vi kan smage bitterstoffer. Hvis maden smager for bittert, giver det en ubehagelig smagsoplevelse. En snert af bitterhed kan derimod fremhæve andre smagsnuancer, så madens smag opleves som mere interessant.
Sådan bruger du den bitre smag
Den bitre smag skyldes bitterstoffer, som findes i mange forskelligartede råvarer og ingredienser. Et eksempel på bitterstoffer er antioxidanter og plantesteroler, som der kan være mange af i grønne grøntsager som forskellige kåltyper. Der er også bitter smag i f.eks. krydderurter, øl (fra humlen), kaffe, kakao, grapefrugt og valnødder.
Sødt og bittert dæmper og balancerer hinanden. Et godt eksempel er kransekage, hvor abrikoskerners bitre smag gør kransekagen mindre sød og mere velafbalanceret, end hvis du blot bruger mandler. Det samme gør sig gældende i brændte mandler, hvor den bitre brændte karamel balancerer det søde fra sukkeret.
Bitterheden kan også forstærke syrlige elementer i maden. Rucolasalat, der kan være meget bitter, kommer til at virke skinger sammen med for megen syre i dressingen.